Langenesværet har et eget historisk sus over seg. I middelalderen var Langenes det klart største været i Øksnes - og regnes blant Norges fremste fiskevær i denne tidlige fasen - på linje med Andenes, Ingøy og Vardø. Det sydet av aktivitet i disse storværene. Omkring 1590 hadde Langenes 60 fiskerfamilier, trolig tilsvarende omlag 300 mennekser. Bebyggelsen var dermed tett - om ikke som en by så iallfall som en stor landsby ved havkanten.

Det "historiske" ved Langenesværet forsterkes når man kommer til stedet i dag. Alle tings forgjengelighet slår en når en spaserer omkring i det kraftig grønne graset, der ikke engang hustufter er synlige. Men under overflaten, i et to meter djupt kulturlag, er restene av fortidas materielle kultur magasinert, fra de eldste tidene og fram til forrige århundre.

Fogden Erik Hanssøn Schønebøl gir i sin Lofoten og Vesteraalens beskriffuelse fra 1591 en dramatisk skildring av de harde livsvilkårene her nord:

"Frost og kuld, hunger og tørst, storm og regn, hagel og snee, skjørbug og landfarsot og spedalskhed er her iblandt den menige mand, og alt for meget der af, om det var ellers Guds villie. Pestilentze kommer her ikke gierne, men det vilnende hav, hine grumme bølger og hiin skarpe søe. Er de fattige folk som boer pestilentze haard nok desværre, Gud bedre det saa sant. Her er intet got at vere, det skall gud kiende, hvem ellers andre raad havde. Gud naade den som nød er til at frem drage sin tiid og alder udi denne ælendige lands ende, for den jammer og ynk som mand hører og ser dagligdags paa dette fattige folk, maae komme et menniske til at græde, uden han ellers haver et steen hierte. Gud være os arme syndere naadig for sin søns Jesu Christi skyld".

I dag har Stø overtatt etter Langenes som levende fiskevær.  Havna ligger godt beskyttet innenfor et omfattende moloanlegg.